mandag den 14. maj 2007

Min søns far er tit i USA

Og hvad så, tænker i nok. Men min søns far og hans næsten nye bil bor på indre Nørrebro, hvor der nogen gange sker grimme ting med biler. Derfor holder bilen, en Volkswagen Passat, ferie hos mig på Frederiksberg. Nu er jeg hverken særlig interesseret i biler eller nogen særlig rutineret bilist, så Passaten har stået stille og fredeligt på parkeringspladsen de sidste mange ferier.

Min søn spiller amerikansk fodbold! Og hvis I nu tænker, at det rabler for mig, så er der en sammenhæng.
Her i weekenden var der kamp i Frederikssund, faren er i USA, moren har bilen, så hvad er mere logisk end at Marcus (sønnen) regner med, at mor kører ham. Nu har jeg set mange amerikanske film med begrebet "soccer mum", + at Marcus jo nødig skulle miste troen på, at hans mor er den sejeste mor, der findes. Ja, det mener han stadig, fordi jeg kan bøvse højere end ham og tager ham med ud at dykke med flasker. Så der var ikke meget tvivl, jeg måtte sætte mig ind i vidunderet.

Nu er jeg heller ikke særlig teknisk anlagt og de der moderne biler er sikkert glimrende, men det første jeg opdagede var, at håndbremsen manglede! Det vidste Marcus heldigvis noget om, håndbremsen er en lille knap til venstre for rattet. Det er da fint nok, tænkte jeg, men hvad med mine håndbremsevendinger? Så skulle jeg indstille sidespejlene, kunne vi finde ud af det? Nej, vi måtte ringe til USA, hvor det var midt om natten og særlig populære blev vi ikke, men sidespejlene kom på plads.

Endelig kom vi afsted og tænk, jeg er nu blevet så glad for bilen, at jeg faktisk overvejede at holde ferie hele ugen, bare for at køre rundt.
Jeg har også større forståelse for Anne og hendes fartbøder, lige pludselig er du oppe på al for høj fart og du mærker det slet ikke.
Så alt i alt en herlig weekend, hvor jeg slet ikke savnede min gamle, brugte Polo.

2 kommentarer:

Anne Ginnerup sagde ...

Biler er en herlig ting - og du har fuldstændig ret Bente, man mærker slet ikke at man sådan kommer til at overskride hastighederne (som i øvrigt er alt for lave mange steder). Og så er der lige politiet og deres fartmålere - de har overhovedet ikke nogen forståelse for os, der nærmest uforvarent kommer til at køre en "anelse" for stærkt. Næ, de sender bare det ene girokort efter det andet. De tænker heller ikke over, at mine børn ikke kan blive mætte af alle de der papirtalloner, der dumper ind af brevsprækken. Hm..... Så pas på Bente, hvis du køber den der Passat. Bedst som man tror, at politiet er på afspadsering efter overtid i forbindelse med rydning af ungdomshus, royalt besøg, tja, så er de der igen, og igen, og igen.....

Trine Ulleriks sagde ...

Bente - du er en gudsbenådet fortæller; glæder mig til du er tilbage fra dit kursus :-)