mandag den 21. maj 2007

Hunde- eller kattemenneske

Jeg undskylder på forhånd til mine faktisk ret dejlige katte Nala og Evy. Men, når jeg bevæger mig rundt på folks blogge dukker der jo masser af kæledyr op og folk er vist ofte enten katte- eller hundemennesker. Jeg er som regel glad for mine katte, men efter en fredag aften/nat med en kat med dårlig mave, (katte vælger ikke kattebakken, når de er syge, men vil helst gemme sig de mærkeligste steder), må jeg indrømme at jeg savner min nu afdøde schæferhund.

Der var selvfølgelig også ”ting” med ham. Jeg tror f.eks. jeg gjorde noget helt galt i hans barn/hvalpedom, idet Aron hele sit liv, troede han var en puddel. Det resulterede i at når vi gik tur og kom til et meget mørkt sted, så havde Aron det bedst, hvis jeg gik forrest og passede på ham. Eller da min daværende kæreste og jeg skulle have håndværkere, mens vi ikke var hjemme. Hvad gør hunden? Hvis I tror han, som man hører om andre hunde, enten ikke lod dem komme ind eller ikke lod dem komme ud igen, er I helt forkert på den. Næh, han hentede sin bold, for nu skulle der leges. Nu, når jeg sidder og tænker over det, kan det selvfølgelig godt være, jeg undervurderede ham, måske forsøgte han at udmatte dem til vi kom hjem.

Det bedste ved en hund er, at den ikke absolut skal ligge på tastaturet, når man arbejder og at den ikke springer op på bordet og spiser mine blomster, hvis de altså ikke bliver væltet først.

Så selv om jeg er lykkelige ejer at to herlige Hellig Birma katte er og bliver jeg et hundemenneske.

Ingen kommentarer: